top of page

FORMÅL

Formålet med gruppen er at skabe fokus på og viden om de vilkår, som sygdomsramte bydes i mødet med lovgivning og kommunal forvaltning af denne.

 

Vi ønsker, at både befolkningen og de lokale politikere samt Folketinget og regeringen skal blive klar over, i hvor ringe grad der er tale om hjælp til os, og i hvor høj grad der er tale om at holde os hen på den billigst mulige ydelse. I kommunerne dominerer kassetænkning i uhyggelig grad den måde, sagsbehandlingen overordnet tilrettelægges på.

 

Sjusk, rod og deciderede lovbrud gør, at den sygdomsramte konstant skal kontrollere for eksempel referater og dokumenter i sin sag. I det hele taget skal vi sætte os meget grundigt ind i love, regler og procedurer. For mange sygdomsramte betyder oplevelserne i mødet med den kommunale forvaltning yderligere sygdomme som stress og depression, og de svageste har på det nærmeste ingen chance for at opnå lovmedholdelig sagsbehandling på et ordentlig grundlag. Virkeligheden er desværre, at det økonomisk kan betale sig for kommunerne at overtræde lovgivningen, da det ingen konsekvenser har.

 

Sygdomsramtes krav, håb og ønsker til den fremtidige lovgivning og sagsbehandling er disse:

 

Om sagsbehandling i kommunerne:

 

1. At kommunerne pålægges tidsgrænser for afklaringsforløb for sygdomsramte, og at der omgående sættes ind med målrettet afklaring i forhold til job, fleksjob og pension.

 

2. At afklaringsforløb tilrettelægges i samarbejde og dialog med den sygdomsramte og på en måde, så sygdommen ikke forværres eller andre sygdomme opstår.

 

3. At der oprettes en journal vedrørende sygdomsbilledet, der følger den sygdomsramte rundt i hele systemet, og som den sygdomsramte altid selv har adgang til via Borger.dk. Den skal skrives på dansk. Og ved kendt diagnose skal sagsbehandleren forpligtes til at indhente viden om sygdommen hos specialister.

 

4. At konklusioner i lægeerklæringer og arbejdsprøvninger respekteres, og det indskærpes over for sagsbehandlere, at de hverken skal diagnosticere eller behandle sygdomsramte. Lægekonsulenterne afskaffes. Om sygdomsramtes forsørgelse:

 

5. At kontanthjælp for sygdomsramte afskaffes ligesom varighedsbegrænsning på sygedagpenge, så den sygdomsramte ikke kommer til at stå uden egen indtægt. Sygdomsramte, der nu er på kontanthjælp, får midlertidig førtidspension, til deres sag er udredt.

 

6. Hvis en sygdomsramt under sagsbehandling, arbejdsprøvning m.m. har lidt helbredsmæssig skade, skal der udbetales erstatning for svie og smerter og livslang erstatning for handicap. Denne erstatning må ikke modregnes i andre ydelser eller medregnes som formue.

 

7. At sygdomsramte med varigt og markant nedsat funktionsevne får tilkendt førtidspension og ikke tvinges i ressourceforløb eller en fleksjobordning, der forværrer sygdommen og ødelægger den syges mulighed for at have et privatliv.

 

Om sanktioner og anke:

 

8. At der indføres og anvendes sanktioner mod kommunerne i form af dagbøder og automatisk erstatning til den sygdomsramte for at bryde tidsgrænser, love og regler.

 

9. At anker over afgørelser behandles uden for kommunen og inden for en fastsat og overskuelig tidsfrist.

bottom of page